Proben og Proben med klynger fra Sprogeriet

Jeg har været så heldig at modtage Sprogeriets Proben-materialer til anmeldelse. Der er tale om to materialer som er fordelt på to stimulibøger, samt en fælles blok med registreringsark. Proben og Proben med klynger er ikke et testmateriale, men et evalueringsmateriale som kan bruges til at evaluere barnets udvikling med udvalgte fonemer og fonemkombinationer.

Test enkeltfonemer

Proben og Proben med klynger

Proben og Proben med klynger er hver et stimulihæfte som først og fremmest består af en kort introduktion med en oversigt over kilder, en oversigt over indhold, samt en kort introduktion til hvordan materialet bruges. Der er ingen vejledning eller overflødige oplysninger, men materialet er også utrolig simpelt at benytte, så det var bestemt heller ikke min oplevelse at der manglede noget.

Efter introduktionen følger opslagene med de enkelte fokuslyde og -kombinationer.

I Proben er der hele 16 opslag som hver har fokus på en konsonantlyd, og kommer faktisk ind på alle de konsonantlyde vi har på dansk. I Proben med klynger er der ti opslag med forskellige konsonantklyngekombinationer som vi ofte ser på dansk. Som eksempel kan nævnes ”K+l” (altså konsonant plus /l/), så her ses forskellige kombinationer med /l/ på andenpladsen. Der er derfor ikke mange eksempler med henholdsvis /fl/, /bl/, /sl/ og de andre klynger, men materialet kommer til gengæld rundt om alle kombinationsmuligheder.

Test af konsonantklynger

I hver af bøgerne er hvert opslag markeret med individuelle faner, så man let kan finde de enkelte lyde og lydkombinationer. Ved enkeltlydene er det for brugervenlighedens skyld inddelt i alfabetisk rækkefølge, hvor de ved klyngerne følger samme rækkefølge som i LogoFoVa’en.

Der er i materialerne kun fokus på de initiale lyde. Jeg kunne måske godt have tænkt mig at prøve materialet af med mediale og finale lyde også, da jeg i hvert fald i min praksis oplever at der kan være stor forskel på tilegnelsesniveauet afhængig af lydens placering.

Vi har masser af skønne ord på dansk som hver især starter med fokuslydene og -kombinationerne, men det er bestemt ikke alle ord på dansk som er lige nemme at visualisere. Og uanset, så er det ikke altid givet at alle børn kender eller genkender billederne. Det mest optimale er selvfølgelig hvis barnet spontant kan benævne alle billederne, men jeg oplevede ved flere ord at det kunne være nødvendigt med lidt hjælp. Det var især ved ord som garage, høstak, hjørne, lasso, nullermand, sheik, show, spiral, stak, kvalme og kvist. Ikke fordi billederne var dårlige – bestemt ikke – men jeg indrømmer også at jeg var glad for at ordene er skrevet under billederne da jeg nåede til ordet ”nullermand”.

Test sprogudvikling

Registreringsark

Med bøgerne følger en blok med registreringsark. Der er både plads til at registrere barnets navn og sproglyd, samt fem datoer til evalueringer. Da hvert opslag – altså hver fokuslyd/-kombination – har ti billeder både i Proben og Proben med klynger, kan registreringsarkene bruges til begge bøger. Det er dejlig praktisk, og det forventes også at man snart til købe flere blokke enkeltvis fra Sprogeriets hjemmeside.

Anbefaling

Proben og Proben med klynger er et simpelt men alligevel godt materiale til løbende evaluering af barnets udvikling af initiale lyde og lydkombinationer. Det er meget hurtigere end LogoFoVa og andre fonologitests, og fokuserer på de enkelte elementer som der rent faktisk arbejdes med. Og så er det som altid med Sprogeriets produkter, nogle lækre materialer med skønne tegninger.