Anmeldelser af legetøj fra CIHA

Jeg har skrevet nedenstående anbefalinger på baggrund af gaver modtaget af det tidligere Leggro, som nu er overtaget af CIHA. Anbefalingerne er skrevet fuldt ud ærligt, og er baseret på min professionelle viden og erfaring.

Anmeldelse af Hånddukker

Opdateret d. 18. august 2021

Fortæl historier med dukkerne

Hånddukker er generelt simple at bruge, og det samme gælder selvfølgelig også dem her. Jeg har fået bamsefamilien med en farbamse, en morbamse, og en babybamse, samt en pige med lyst hår – alle karaktererne til at fortælle historien om Guldlok og de tre bjørne. Hver enkelt dukke kan selvfølgelig også fungere alene, og du kan selvfølgelig tilpasse dem til lige netop din historie. Der er altså masser af legemuligheder!

Man kan eksempelvis som voksen styre dukken og lade dem fortælle en spændende historie, eller man kan lade dukkerne interagere med børnene. Dukken kan også sendes på omgang mellem børnene, eller man kan deles om bamserne.

Kombinationsmulighederne er stort set endeløse. Hvilken historie der skal fortælles med hånddukkerne er også nærmest en endeløs palet. Guldlok og de tre bjørne er selvfølgelig oplagt, men man kan også bruge bamserne eller pigen hver for sig, måske bruge en pige og en bamse sammen, eller måske bare en enkelt man interagerer med i sin historie til børnene.

Kvalitet

De tre bamser har det skønne gammelromantiske udseende, og er af virkelig god kvalitet. Pigen har ikke helt samme udstråling som bamserne. Nu er mennesker typisk meget sværere at lave i bamseform, men hun har ikke samme dybde, detaljeopmærksomhed og gammelromantiske udtryk som bamserne. Det er selvfølgelig også en smagssag, men for mig har hun ikke samme skønne udtryk som sine kollegaer.

Så ved jeg heller ikke om jeg bare har små hænder og kort fingre, men jeg har personligt svært ved at få armene til at bevæge sig specielt præcist, så min lege er typisk begrænset til en frisk bevægelig dukke med livlige arme, men andre kan muligvis have mere held med at udnytte armenes kommunikative evner også. Det er nu ikke noget stort minus, og det er en generel udfordring med hånddukker.

Et virkelig stort plus ved både dukken og de tre bamser er, at de kan vaskes ved 30 grader. Hos mig var både bamser og dukker igennem meget på legepladser, forbi nogle få leverpostejmadder og fik mange lange kram fra kærlige børn. Jeg vil tro det bliver aktuelt for de fleste hånddukker som bliver en del af børnenes hverdag, så det er skønt at de kan holde til al den kærlighed.

Skønne bamsehånddukker

Sprogligt potentiale

Her har vi et materiale hvis sproglige muligheder så godt som ingen ende vil tage! Der kan indledningsvis tales om dukkernes udseende, hvorefter man kan bevæge sig videre til den konkrete sproglige aktivitet man har valgt. Man kan kaste sig ud i dialogisk læsning, klassisk historiefortælling eller blandet dialog. Fordi man sidder med dukker, er det også oplagt at man skal indtage bestemte talemønstre – gammel, ung, sur, glad m.m. Man kan også vælge at farbamsen eksempelvis ikke kan huske et bestemt ord, og derfor er nødt til at beskrive det i stedet for, og så skal de andre gætte det. Det kan også være at den lille bamse øver sig på en bestemt lyd, som børnene så skal hjælpe ham med at udtale, eller at morbamsen hele tiden siger det forkerte dyr, så børnene kan rette hende. Som sagt, så er mulighederne uendelige!

Opsamling

Hånddukker er en gammel opfindelse, som findes i alverdens udgaver. Og alle har det til fælles at de kan være rammerne for nogle helt fantastiske sproglige muligheder. Det er især inden for historiefortællingen at dukkerne er kendte – og det er med god grund. Vær kreativ og brug dukkerne på forskellig vis, for at få det meste ud af det!

Anmeldelse af stabelklodser

Opdateret d. 18. august 2021

Leg med klodser

Materialet består af 10 stabelklodser med flotte og genkendelige tegninger. Her på billederne forestiller tegningerne en masse skønne dyr, hvor langt de fleste af dem er kendte for danske børn – får, ænder, køer, grise og killinger. Stabelklodserne er faktisk nærmere små æsker som kan stables både oven på hinanden, og inde i hinanden, hvorefter de kan lukkes sammen med et låg, så de fylder mindst muligt til opbevaring.

Udgaven af stabelklodserne som vises på billederne her er desværre udgået, men man kan nu i stedet købe en lignende med bondegårdsdyr eller med jungle-motiver.

Kvalitet

Stabelklodserne er i virkelig god kvalitet. De kan holde til meget, og der skal virkelig meget til for at de bliver slidt. Klodserne er lavet af meget stærk karton, så de er ikke for tunge for de mindste børn, men de er alligevel stærke nok til at de ikke får mærker og hurtigt går i stykker. Materialevalget gør også, at de ikke så nemt laver mærker i gulvet, og så larmer de heller ikke helt så meget når de ramler sammen om ørene på barnet i et glædeshvin.

Stabelklodser med dyr og tal

Leg med stabelklodser

De fleste små børn elsker at bygge det højeste tårn de overhovedet kan, og for mange er lykken så bagefter at vælte hele herligheden med et vældigt brag. Afhængig af barnets koordineringsevne, kan det dog godt tage lidt tid inden alle klodserne når at blive stablet oven på hinanden, men lykken er stor når de endelig får bygget tårnet, der for mange kan være lige så højt som dem selv.

Foruden den åbenlyse fysiske del af legen, er der også mange samtalemuligheder gemt i de ni kasser. Hver kasse har flere forskellige dyr tegnet på siderne, så her er det bare at gå i krig med dyrenes individuelle navn, farve, størrelse, hvad den spiser, om den er farlig, hvor den bor henne og hvad den siger.

Derudover er der på hver klods en enkelt side med et tal og det samme antal dyr – eksempelvis ni katte, otte ællinger osv. Barnet kan altså her øve sig i både at tælle antallet af dyr, samt aflæse det skrevne tal. Tallene kan selvfølgelig også bruges som hints til rækkefølgen på klodserne.

Stabelklodserne er anbefalet til børn fra 3 år, men jeg har også prøvet dem sammen med 2-årige. Tårnet bliver ret højt, så der var nogle af børnene som havde lidt svært ved at nå de øverste par stykker. De små børn væltede nu tit tårnet inden det blev et reelt problem. Klodserne var nemme at holde ved for alle aldersgrupper, og tegningerne var meget tiltalende og let genkendelige.

Jeg har også brugt klodserne til at øve forståelse blandt de forskellige børn. Her har jeg lagt et udvalgt antal klodser frem, og derefter bedt barnet om at finde noget bestemt ud fra forskellige instruktioner. Det kunne være rimelig nemt, som ”Hvor er der en ko?”, eller noget lidt sværere, som ”Kan du finde et dyr som spiser græs?”.

Opsamling

Stabelklodserne er et rigtig pænt og godt sæt stabelklodser. Tegningerne er flotte, og klodserne er behagelige at arbejde med. Nogle børn nyder mest den fysiske udfordring i at fuldføre hele tårnet, og andre foretrækker at snakke om de mange dyr og deres individuelle karakteristika. Uanset, kan klodserne være både sjove, hyggelige og lærerige at lege med. Jeg oplevede den største interesse blandt børn i alderen 2-4 år.

Del denne side på sociale medier…