En dag dukkede der en kasse op hjemme hos mig med de seks BOBBY-bøger, som jeg havde fået lov til at anmelde. Sammen med bøgerne var der en lille folder, som fortæller helt overordnet om det samlede BOBBY-materiale. Til sidst var der også en lille besked fra Sprogeriet, som glæder sig til at høre hvad jeg synes om BOBBY – så det kommer her.
Layout
Det første der slog mig omkring BOBBY-bøgerne da jeg tog dem alle ud af kassen var, hvor utrolig tunge de er! Samlet har de en utrolig god vægt bag sig, og da jeg undersøgte dem nærmere, gik det op for mig, at hver enkelt side er lige så tyk som for- og bagside. Det tror jeg alligevel er første gang at jeg har set bøger i A4-størrelse være lavet af ret tykt pap hele vejen igennem 24 sider eller mere! Men det fungerer virkelig godt! For jo større bøgerne er, jo større er risikoen for at de små fingre kommer til at rive almindeligt papir i stykker, når de ivrigt vil bladre videre til næste side.
Og det skal selvfølgelig også understreges, at hver enkelt bog ikke er overvældende tung! Dens størrelse gør det nogle gange lidt svært for de små børn at balancere med den selv, men da materialet er udviklet til at være en fælles læsning mellem børn og voksne, er det på ingen måde et problem.
Bobby er en stregtegnet dreng, og den samme streg går igen hos hans venner, forældre og voksen Lars nede fra vuggestuen. Børnene er på ingen måde i tvivl om hvem der er hvem, og alle er tegnet fuldt ud genkendeligt til deres rolle.
Herefter er de alle sammen placeret på en virkelig baggrund, som er fotograferet i to udvalgte odenseanske børnehaver. Nogle gange er figurerne endda blevet implementeret i fotografierne, hvor man eksempelvis på side 12 i BOBBY finder ting kan se Bobby sidde nede i gyngen på legepladsen.
Det er helt tydeligt, at baggrundene er genkendelige for børnene som en legeplads, garderobe, legetøj og andre hverdagselementer fra en vuggestue. Fotografierne er solbeskinnede, naturlige og ellers dejligt neutrale, hvilket bevarer genkendeligheden på tværs af mange forskellige børneflokke.
Personligt skulle jeg måske vænne mig lidt til blandingen imellem stregtegningerne og fotografierne, da jeg finder det som en visuelt lidt mystisk blanding. Men i arbejdet med børnene kom jeg virkelig til at værdsætte fotografiernes genkendelighed for de små. De letgenkendelige figurer gjorde det som sagt nemt for børnene at skelne hvem der var hvem, men deres neutralitet tog heller ikke for meget opmærksomhed, og mange børn begyndte hurtigt at snakke mere om sig selv i de enkelte situationer, end de snakkede om Bobby.
Det sproglige fokus
BOBBY-bøgerne er lavet med seks individuelle sproglige elementer i fokus, så hver bogs tekst og handling er bygget op omkring det enkelte fokus, men det betyder bestemt ikke at børnene ved hvad vi ”øver” lige nu. Eksempelvis synes mange børn at BOBBY finder ting er helt fantastisk, fordi børnene her inddrages helt konkret til at finde eksempelvis der hvor der er to gynger og Bobbys blå sut. Men hvad de ikke ved af er, at de efter denne bog faktisk har taget et lille skridt nærmere til at forstå grammatiske elementer som ejefalds-s og bøjninger i antal.
De resterende fem bøger i BOBBY-serien hedder…
…BOBBY viser hvad han vil, som har fokus på kommunikative strategier
…BOBBY holder fødselsdag, som har fokus på historiefortælling
…BOBBY læser bog, som har fokus på sprogforståelse
…BOBBY lærer nye ord, som nok ikke overraskende har fokus på ordforråd
…BOBBY bruger sprogets lyde, som nok heller ikke overraskende har fokus på sprogets lyde.
Ved de to sidste bøger er det nok rimelig nemt at gennemskue hvad der er det sproglige fokus – for den voksne i hvert fald. Resten kan dog godt være lidt sværere at sætte fingeren på ved første gennemlæsning, men frygt ej, for på bagsiden af hver bog står det helt tydeligt hvad det ”skjulte” sproglige formål er med eksempler og forklaringer på et letforståeligt sprog.
Det ligger Sprogeriet meget på sinde, at bøgerne kan bruges af alle voksne – uanset om de har en uddannelsesmæssig baggrund indenfor sprog eller ej. Og med de omkring 10 linjer på bagsiden af hver bog skrevet på et let forståeligt sprog, kan man faktisk næsten nå at læse dem fra man henter bogen, til man sætter sig ned med børnene.
Det er faktisk al den forberedelsestid man behøver! Derudover er der faktisk også en yderligere hjælp til den voksne, da teksten inde i bogen flere steder er markeret med fed, hvilket indikerer et øget fokus på netop dette ord. Med disse to elementer – den forberedende tekst på bagsiden og markering af udvalgte ord inde i teksten – forvandles hver enkelt af disse børnebøger pludselig til en diskret og effektiv læring for alle de børn som hører dem.
For at børnene får det optimale ud af bøgerne, er det vigtigt at de også inddrages løbende. Elementet med at finde ting, som jeg nævnte tidligere, er et rigtig godt lille redskab til at inddrage børnene i historierne, og er da også flittigt brugt igennem flere af BOBBY-bøgerne. Foruden BOBBY finder ting, så skal man også finde ting i BOBBY læser bog, BOBBY lærer nye ord og BOBBY bruger sprogets lyde. I BOBBY viser hvad han vil og BOBBY holder fødselsdag inddrages man i stedet igennem spørgsmål og brug af ordet ”se”.
Hvert enkelt af disse elementer er både gennemtænkt og meget effektivt! Faktisk så effektivt, at opgaven som voksen nogle gange er at holde nogle af børnene tilbage med fortællinger, udpegninger og refleksioner, så andre børn også kan komme til.
Anbefaling
Som nævnt fulgte der en lille folder med de seks bøger, som giver et hurtigt overblik over BOBBY-materialet. Her står der blandt andet at materialet er udviklet ”i tæt samarbejde med børn og voksne fra vuggestuer og dagplejer i Odense kommune” og at det er forankret ”i veldokumenterede sprogunderstøttende strategier”. Denne lille teaser gav mig lyst til at undersøge baggrunden og udviklingen af materialet lidt nærmere, hvilket Sprogeriet havde gjort dejligt overskueligt igennem spørgsmål og svar på deres hjemmeside. Hvis du også skulle have lyst til at læse lidt nærmere omkring udviklingen af materialet, kan du få din lyst styret her (INDSÆT LINK).
Men som altid er der ingen tvivl om at Sprogeriet her har lavet et gennemtænkt, gennemtestet, veldokumenteret og helt igennem fantastisk produkt! Det er fantastisk at bøgerne kan bruges af alle, og at al den viden man skal bruge, er til stede i hver enkelt bog alene! Så behøver man ikke at lede efter og læse tykke manualer igennem inden brug. Er man nysgerrig eller nørdet, kan man sagtens finde alle de relevante og dybdegående oplysninger på Sprogeriets hjemmeside, men ellers er børnene garanteret gevinst lige så snart en voksen får en BOBBY-bog i hånden!
Jeg vil klart anbefale BOBBY-bøgerne til alle småbørnsforældre, samt pædagoger, som arbejder med børnene i alderen 1-3 år! Bøgerne er en fantastisk måde at arbejde med individuelle sproglige elementer i en travl hverdag, hvor børnene får indirekte læring igennem nærvær og leg. Og så er bøgerne oven i købet lavet til at kunne holde til livet i børnehøjde. Det kunne nærmest ikke være bedre!
Du kan dele siden her…