Nedenstående anbefalinger af de forskellige kortspil og -materialer er skrevet på baggrund af gaver modtaget af det tidligere Leggro, som nu er overtaget af familievirksomheden CIHA. Anbefalingerne er som altid skrevet fuldt ud ærligt, og er baseret på min professionelle viden og erfaring.
Anmeldelse af små magnetbøger
Opdateret d. 22. august 2021
Påklædningspigerne har i alt fire sæt tøj, som kan kombineres på alverdens måder. Pigerne inde i selve bogen er selvfølgelig oplagte at klæde på, men de to piger på bogens forside og bagside fungerer også rigtig godt med magneterne. Og mange af pigerne jeg har prøvet bogen med, foretrækker at få brugt alle fire sæt tøj.
Robotfabrikken kommer med i alt tre kroppe, tre sæt ben og tre sæt arme. Blandt børnene har det været mest populært at dekorere de to robotter i bogens indre ved at bruge alle kroppe, arme og ben, hvilket har givet nogle virkelig kreative figurer. Men ligesom ved påklædningsdukkerne, kan bogens både forside og bagside også bruges til at skabe spændende robotter.
Kvalitet
Magnetbøgerne er af fantastisk kvalitet. Mere end ti forskellige børn har haft disse to bøger i hænderne – af flere omgange endda. Og de ser stadig ud som nye!
Jeg var bekymret for at jeg ville finde de enkelte magnetdele i bunden af min taske, men til min store glæde bliver alle delene siddende – godt og stabilt. Samtidig er delene dog stadig nemme både at flytte på og gribe fat i for de små glade børnefingre. Så de er både praktiske og bruger-/børnevenlige
Farverne i de to bøger er også skønne. Især robotfabrikken er både farverig og fyldt med dybde. Påklædningspigerne er sødt tegnet, og super nemme at klæde på i de søde sæt.
Sprogligt potentiale
Når børnene sidder og laver robotter, eller klæder pigerne på i det fine tøj, er mulighederne for sprogstimulering nærmest uendelige. Ved påklædningsdukkerne er det oplagt at snakke med de enkelte stykker tøj og tilbehør, og hvornår man har dem på (når man skal sove, til fødselsdag osv.). Man kan selvfølgelig også tilføje flere detaljer som farver, kropsdele, samt hvorfor delene passer eller ikke passer sammen.
Robotten lægger virkelig op til kreativitet med skabelsen, og det samme med den sproglige udvikling. Det mest oplagte er selvfølgelig at få snakket om arme, ben og kroppe, samt hvordan de passer til hinanden på den kreative robot barnet har lavet. Derudover er farverne og alt det robotten kan også fantastiske emner.
På småbøgerne står der at de ikke er velegnede til børn under 3 år. Dette er først og fremmest meget vigtigt at overholde pga. de små dele, som børnene selvfølgelig ikke må sluge. Derudover kan småbørns manglende finmotorik give en begrænset oplevelse med materialerne. Jeg har dog brugt robotfabrikken sammen med en 2-årig dreng, og selvom placeringerne af arme og ben ikke var så præcis, så var dekorationsoplevelsen stadig stor for ham.
Det er dog vigtigt at huske, at børnene får det meste ud af bøgerne – især sprogligt – hvis de sidder sammen med en samtalepartner. Især en voksen samtalepartner vil kunne hjælpe barnet til at få snakket om både kropsdele, farver og alt det andet.
Opsamling
De to små magnetbøger med påklædningsdukkerne og robotterne er simpelthen fantastiske! Børnene elsker at være kreative med de mange kombinationer, og samtalemulighederne er nærmest uendelige; de kan tilpasses stort set alle slags vanskeligheder og behov.
Jeg vil særligt anbefale magnetbøgerne til de 3-4-årige børn, og særligt i samtale med forældre eller andre voksne omsorgspersoner, så børnene får det maksimale ud af bøgerne.
Anmeldelse af magnetbøger
Opdateret d. 24. august 2021
Hos CIHA kan man få de altid populære magnetbøger med mange forskellige motiver, som hver især kan lægge op til forskellige lege og sproglige aktiviteter.
For at få det meste ud af magnetbøgerne, vil jeg anbefale at børnene leger med dem sammen med en forælder eller en anden voksen. Man kan enten vælge at lade barnet tage styringen af legen, og se hvad der kommer frem. Man kan også selv tage styringen, og præge legen i den retning man ønsker at øve med barnet. Uanset er det vigtigt at man bevarer det legende element, og bevarer motivationen for at få barnet til at sige noget. Begge dele bliver bakket hundrede procent op af materialet, som straks inviterer til leg og snak.
Kvalitet
Magnetbøgerne er fantastiske at arbejde med for alle børnene. For det første er billederne – både selve bogen og de enkelte små billeder – rigtig fine og let genkendelige. For det andet har Egmont Toys virkelig ramt den gyldne middelvej mellem at de små billeder skal være lette at placere og flytte på, men samtidig også stærke nok til at blive siddende når man åbner og lukker bogen.
Derudover er bøgerne med billeder virkelig holdbare. Den lille dreng på halvandet år har selvfølgelig ikke kunne dy sig for at prøve at proppe nogle af billederne i munden eller bøje dem, men det tog faktisk lang tid før de gik i stykker af det. Og vi skal jo selvfølgelig holde os for øje at materialet er udviklet til 3 år+, så at det faktisk kan holde til hans lidt grovere håndtering af billederne samt ”smagsprøver” er ganske imponerende.
Opsamling
Magnetbøgerne er vidunderlige og er efterhånden blevet helt uundværlige i min praksis. Mulighederne er jo uendelige med træning af historiefortælling, ordforråd og meget andet.
Jeg vil i særlig grad anbefale magnetbøgerne til børn i alderen 4-7 år, og med de mange muligheder for temaer, kan legene virkelig individualiseres.
Bondegård og hus
Opdateret d. 24. august 2021
I begge disse magnetbøger er der mange små billeder – eksempelvis et lys og en badeand i huset, og små fugle på bondegården. Disse små billeder kan være en udfordring at holde styr på imens man leger engageret, men til gengæld er der så mange billeder, at der kommer til at gå lang tid inden man kommer til at mangle. De mange billeder giver i øvrigt mulighed for at man kan lægge nogen til side og gemme til senere brug. Det vil jeg i øvrigt anbefale at man gør inden børnene skal lege med bøgerne, da de 100 billeder er alt for meget for børnene at forholde sig til, samt få plads til; uanset om vi snakker om huset og på bondegården.
Som nævnt er bondegården helt fantastisk til at øve dyrelyde, men også til at snakke om de mange dyrs navne, hvad de spiser, hvor de bor og hvad de laver på en bondegård. I huset er der også gode samtalemuligheder med hvilke funktioner de mange rum kan have, samt hvor alle møblerne skal stå i forhånd til hinanden. Jeg har ofte brugt huset til at øve forholdsord, hvilket først gøres igennem mine instruktioner, og senere prøver børnene selv imens de sætter ord på hvor tingene skal være henne.
Dinosaur
Opdateret d. 24. august 2021.
Dinosaurer har altid interesseret rigtig mange drenge! Store og små dinosaurer, flyvende, svømmende og trampende dinosaurer, planteædende og kødædende dinosaurer, og så videre. Der er virkelig mange forskellige dinosaurer, og børnene kender sjældent dem alle, men de kender altid nogen, og resten kan de altid beskrive et eller andet bekendt ved.
Materialet har vist sig at være rigtig godt til størrelsesforhold og farver, samt også til at fortælle rimelig simple historier med dyrenes gøren og laden. Den største vanskelighed jeg har haft med materialet, er nok den store iver som de flotte figurer hiver frem i børnene. Især dinosaurernes lyde kan være en langvarig og højlydt fornøjelse, men entusiasmen er fantastisk!
Der er virkelig mange individuelle magneter med i bogen! Egentlig er 46 magneter i dinosaurbogen jo ikke meget i forhold til eksempelvis påklædningsdukkebogen, hvor der er hele 73 magneter med. Dinosauerne fylder til gengæld bare rigtig meget – særligt langhalsen – og det kan være svært at finde plads til dem alle sammen i bogen. Jeg har derfor pillet en del fra, som jeg så kan supplere op med en gang imellem.
Påklædningsdukker
Opdateret d. 24. august 2021
Kan I huske de gode gamle påklædningsdukker i papir? Den gode gamle idé er i dette materiale overført til en fin magnetbog, hvor man kan klæde otte piger på i forskellige kontekster. De fire baggrunde giver forskellige kontekster som kan udnyttes, og giver skønne muligheder for at snakke om hvad pigerne skal og i hvilke vejrforhold. Derudover er der også et virkelig stort tøjudvalg med både sko, hatte, halstørklæder, jakker, kjoler, bukser, trøjer, sløjfer og meget mere.
Jeg har brugt påklædningsdukkerne primært sammen med piger i alderen 3-6 år. Jeg er sikker på at lidt ældre børn også vil finde bogen rigtig sjov og en hyggelig lille beskæftigelse. Yngre børn vil muligvis også nyde magnetbogen, men elementer som farver og årstider, samt hele den finmotoriske udfordring, vil de nok ikke få det optimale ud af. Til gengæld har de få 2-årige som har prøvet materialet hos mig, nydt at fortælle mig hvor hatte, sko, bukser m.m. skal sidde henne, og vist det på egen krop, men det har været meget svært for mange af dem at sætte magneterne fast i bogen. Derudover skal man selvfølgelig også være opmærksom på de mange små dele i materialet.
Magnetbogen med påklædningsdukkerne er et hit blandt særligt piger, hvor nogle virkelig tager udfordringen op med at finde spændende tøjkombinationer og baggrundshistorier. Andre tager en mere fjollet tilgang med skidragten på stranden og badedragten ude midt i sneen, men selv her nyder de at fortælle mig om hvorfor at netop skidragten er det helt rigtige valg til en strandtur. Magnetbogen er efterhånden blevet et fast sortiment i min hverdag.
Eventyr
Opdateret d. 24. august 2021
Denne her magnetbog er en fantastisk gave til alle os som elsker eventyr! Som med mange andre af Egmont Toys’ materialer, så er denne bog også bygget op omkring helt igennem fantastiske illustrationer, som underbygger de skønne eventyr helt vildt godt!
De valgte eventyr er klassiske Grimm-fortællinger om Snehvide, de tre små grise, bønnestagen, Guldlok, de tre stadsmusikanter, den bestøvlede kat, og mange mange flere. Når jeg sidder sammen med børnene kan vi ikke altid blive helt enige om hvilke figurer der hører til hvilke eventyr, hvilket igen giver fantastiske muligheder for samtaler og spændende fortællinger. Hvis jeg ønsker at arbejde med et bestemt eventyr, har jeg gerne taget de nødvendige magneter fra inden undervisningen
Eventyrbogen er virkelig stor, hvilket kan gøre det svært for børnene at overskue det hele på én gang. Jeg bruger den derfor primært kun sammen med de lidt større børn (ca. 4 år og opefter), som bedre kan overskue den store scene. Hvis jeg bruger den sammen med yngre børn, er det typisk kun en enkelt eventyr ad gangen.
Cirkus
Opdateret d. 24. august 2021
Er du også fascineret af den næsten magiske verden i cirkus? Det er mange børn i hvert fald! Dyrene, farverne og de mange spændende kunster dyr og mennesker sammen udfører. Det er faktisk en verden som mange børn besøger flere gange i deres liv – både i et rigtigt cirkustelt, samt ude i institutionerne, hvor børnene klæder sig ud og optræder for hinanden. I magnetbogen med cirkus har børnene igen mulighed for at udøve deres indre cirkusdrøm!
Med bogen følger som altid en masse forskellige figurer. Det inkluderer dyr som tiger, løve, bjørn, elefant og heste, og mennesker som gymnaster, trapezdansere, jonglører, klovne, musikanter og tryllekunstnere. Alle disse figurer kan bruges til at lave det ene fantastiske cirkusnummer efter det andet.
Egmont Toys sørger altid for at der er rigeligt med figurer at vælge imellem, og jeg plejer at anbefale at man tager lidt fra – både for at gøre det overskueligt og realistisk for barnet at bruge magnetbogen, men også for at supplere op efterhånden som tingene bliver slidt eller væk. Det er dog ikke helt så nødvendigt i cirkusbogen, for her er det faktisk ret oplagt at skabe storslået nummer med eksempelvis elefanten og bjørnen med dyretæmmeren i midten, hvorefter hele herligheden fjernes for at gøre plads til et latterfyldt klovnenummer. Lad fantasien tage over!
Pirater
Opdateret d. 24. august 2021
Argh! Piraterne er klar til mange former for lege sammen med både voksne og børn. Magnetbogen med pirater er meget populær særligt blandt drenge, som glæder sig til at udøve sin indre piratdrøm! Magnetbogen er dekoreret med en vaskeægte piratscene med det store hav, et flot sørøverskib, et par øde øer og de altid obligatoriske hajer.
Nu gælder det så bare om at fortælle medrivende sørøverhistorier – og med de mange tilhørende piratfigurer, er der mange muligheder. Måske bliver piraterne angrebet af andre pirater, eller måske er sørøverne på jagt efter skattekiste fuld af guld med skattekortet i hånden? Det kan også være vi skal redde nogen på en øde ø, eller holde en stor piratfest? Uanset hvilket fantastisk eventyr I ønsker at fortælle, så er mulighederne lige her. Derudover er der selvfølgelig også gode muligheder for at snakke om hvor figurerne er henne, hvad de har på med farver og former, samt hvilket humør de er i.
Som ved mange af de andre magnetbøger, er der virkelig mange magnetfigurer med, og det kan være en fordel at tage nogle fra. Det gør det ofte nemmere for børnene, da de så ikke skal overskue så meget, og det giver mulighed for at supplere op efterhånden som figurerne bliver slidte eller forsvinder.
Anmeldelse af Magnetbog med de 4 årstider
Opdateret d. 24. august 2021
Magnetbogen med de fire årstider er super simpel at bruge. Magneterne har den helt rigtige styrke, så de sidder godt fast, men de er også rimelig nemme at flytte på løbende. At klæde bjørnen på er også en dejlig naturlig måde at arbejde på, som børnene hurtigt fanger – faktisk også uden ret megen instruktion.
Kvalitet
Materialet føles super godt, har nogle virkelig flotte tegninger, og bærer på mange måder de samme kvaliteter som mange af Egmont Toys andre produkter.
Som nævnt er de små magneter rigtig gode – både med farver og form – og bliver siddende når placeret, men samtidig også nemme at flytte på for de små barnehænder.
Der er dog en enkelt lille udfordring med magneterne. Mange børn placerer eksempelvis buksedragten oven på bjørnen, men med magnetbogen og de to magnetbrikker placeret oven på igen, kan det skabe nogle små magnetiske gnidninger, så brikkerne simpelthen ikke kan sidde hvor man placerer dem. Lidt ligesom når man forsøger at sætte to brio-tog sammen med modarbejdende magnetiske sider. Det kunne være undgået ved at man skulle klæde en bjørn på som allerede var tegnet ind i materialet. Eller ved at man bare sætter tøjet ved siden af, men sidstnævnte viste sig at være en løsning meget få børn ville godtage.
De fire sæsoner er et super godt udgangspunkt for leg, men desværre er der faktisk kun tre sæsoner i bogen: Vinter, forår og sommer. Efteråret består af en enkelt side på bagsiden, som oven i købet halvt dækkes af generelle informationer. Det er meget ærgerligt at efteråret ikke får samme fokus som de resterende tre sæsoner.
Sprogligt potentiale
Sprogligt er det her oplagt at fokusere på tøj og årstider, når man sidder sammen med barnet. For hver side i bogen kan man snakke om hvad det er for en årstid, hvad man skal huske at have på, samt hvordan vejret tit er om eksempelvis vinteren.
Når jeg har gennemgået bogen sammen med børnene side for side, falder det mig naturligt at samle op på hvad vi har lavet, men da der kun er én bjørn at klæde på, skal det gøres ud fra tøj sat ind løst på siden, eller helt uden tøj. Det besværliggjorde min ide, men andre ideer kan bruges, så her er det ens egen fantasi der sætter grænserne.
Opsamling
Her har vi et super lækkert materiale, som desværre ikke lige lægger så meget vægt på efteråret, men ellers er der virkelig mange muligheder for sproglig leg. Det er meget nemt at knytte bjørnens tøj til børnenes eget tøj i daginstitutionen, hvilket igen gør det super nemt for børnene at overføre det lærte til hverdagen.
Anmeldelse af Magnetisk tegneblok
Opdateret d. 24. august 2021
Bogen lægger op til at barnet får lov til at dekorere henholdsvis skildpaddens skjold, piratens ansigt, mariehønens ryg, kattens ansigt, sneglens hus, og prinsessens ansigt. Som med langt de fleste produkter fra Egmont Toys, er layoutet virkelig godt og tiltalende. Børnene får hurtigt lyst til at tegne og dekorere de forskellige udgaver.
Desværre bliver legen besværliggjort af, at det faktisk er ret svært at få slettet det man har tegnet. Og eftersom at tegnepladen forbliver den samme, selvom rammen ændres med de forskellige sider, mindsker det brugervenligheden voldsomt. På bagsiden af bogen står der hvordan man sletter, hvilket jo er rart så man ikke selv skal finde ud af det, men at slå på bogens bagside for at slette er hverken nemt eller nogen særlig konstruktiv ting at lære børnene – efter min mening.
Opsætningen med tegnepladen som indrammes af forskellige tegninger, er en virkelig sjov ide. Det er super interessant at se hvordan prinsessens udtryk ændres når det er piratens ansigt der pludselig kommer på, samt at se sneglens hus pludselig få skildpaddens udseende. Børnene synes det er super underholdende, og der ligger mange gode stunder i materialet – hvis man altså kan få slettet det man har tegnet.
Kvalitet
Som nævnt er det ret problematisk at slettefunktionen er så besværlig som den er, også fordi det er enormt svært helt at fjerne det tegnede. Til gengæld er resten af materialet af virkelig god kvalitet, indrammet af tiltalende og karakteristiske tegninger. Og der er oven i købet afsat plads til at sætte den magnetiske pen fast på bogen, så den er nemmere at holde styr på.
Sprogligt potentiale
Tegnebogen har potentiale til at skabe en rig og sprogligt fremmende kommunikation. Både piger og drenge kan finde spændende stunder med billederne, og materialet kan også være meget fremmende når det kommer til den sproglige udfoldelse; enten alene eller sammen med andre.
Hvis børnene sidder sammen med en voksen, kan denne være med til at få det maksimale ud af billederne. Man kan eksempelvis snakke om former, eller om hvad de forskellige elementer i ansigterne hedder. Man kan faktisk også snakke om farverne på tegningerne, samt hvilke farver det man selv tegner kunne have haft. Derudover kan man også tage materialet et skridt længere ud, og snakke om hvad eksempelvis katten spiser og hvor den bor.
Opsamling
Jeg er virkelig glad for ideen med den magnetiske tegneblok, og er også ret imponeret over de valgte tegninger man kan dekorere på tegnepladen. Desværre er slettefunktionen altså bare så besværlig, at det også mindsker den samlede oplevelse med bogen. Jeg kan desværre ikke anbefale dette materiale med den nuværende slettefunktion, men jeg håber at ideen overlever, og bliver reproduceret med en bedre slettefunktion i fremtiden.
Del denne side på sociale medier…